Hjælpepakke: Lønkompensation til fyringstruede

Der ydes midlertidig lønkompensation til virksomheder, som forventer at skulle afskedige medarbejdere som følge af COVID-19. Med andre ord kan din virksomhed modtage lønkompensation i stedet for at afskedige de pågældende medarbejdere.

 

Som en del af statens hjælpepakker kan du søge om lønkompensation til fyringstruede medarbejdere. Du kan søge om lønkompensation for perioden fra og med 9. marts 2020 til og med den 8. juni 2020. Du kan kun søge en gang i perioden, men hvis det viser sig, at du eksempelvis gerne vil sende flere medarbejdere hjem i en længere periode, er det muligt at sende et supplement til ansøgningen.

 

Hvem er omfattet af ordningen?
Ordningen gælder for virksomheder, der er registreret i CVR, og som står over for at skulle varsle afskedigelser for minimum 30 procent af medarbejderne på grund af arbejdsmangel. Tal med din revisor, om din virksomhed er omfattet. Der er ikke et minimumskrav til antal ansatte, hvilket vil sige, at det gælder alle virksomhedsstørrelser fra og med én ansat. Alle dine ansatte, hvor der foreligger en ansættelseskontrakt, er som udgangspunkt omfattet, herunder deltidsansatte, barselsvikarer med videre. Dog er løsarbejdere, hvor der eksempelvis ikke er aftalt en ansættelse på over to dage, ikke omfattet af ordningen.

 

Ordningen omfatter også, at du kan opnå lønkompensation, hvis du står for at skulle afskedige 50 medarbejdere eller derover, underordnet hvad det samlede antal ansatte er.

 

Hvornår er der mulighed for lønkompensation?
Du har mulighed for lønkompensation til både månedslønnede og timelønnede, hvis nedenstående gør sig gældende:

  • Medarbejderen, der søges lønkompensation for, er ansat før den 9. marts 2020.
  • Medarbejderen, der søges lønkompensation for, arbejder ikke under hjemsendelsen.
  • Virksomheden foretager ikke afskedigelser af økonomiske årsager i lønkompensationsperioden.
  • Medarbejderen, der søges lønkompensation for, holder fem feriedage eller lignende i kompensationsperioden.

 

Hvordan fungerer lønkompensationen?
Udgangspunktet for beregning af lønkompensation udgøres af den ansattes gennemsnitlige løn. Det er ikke muligt at aftale lønnedgang inden for kompensationsperioden, mens en aftale om lønnedgang foretaget før kompensationsperioden er gældende.

Din virksomhed kan opnå lønkompensationen for 75 procent af de samlede lønudgifter til de fastansatte hjemsendte medarbejdere og 90 procent af lønnen for de timelønnede hjemsendte medarbejdere.

 

For fastansatte kan du maksimalt opnå lønkompensation på 30.000 kroner månedligt uanset om de er ansat som funktionærer og ikke-funktionærer.

 

Ansøgning
Der er åbent for ansøgning via virksomhedsguiden.dk. Seneste ansøgningstidspunkt er den 30. juni 2020.

 

Se vejledning til hvordan du udfylder ansøgning (Link til virksomhedsguiden)

 

Ved ansøgning om kompensation for mere end 25 medarbejdere skal virksomheden uploade en CSV-fil med oplysninger.

Se vejledning til hvordan du opretter en CSV-fil (Link til virksomhedsguiden)

Skriv besked ↓