Regeringen og Dansk Folkeparti har indgået en aftale om at afskaffe selskabsformen iværksætterselskaber. Samtidigt sænkes kapitalkravet for anpartsselskaber til 40.000 kr.

Iværksætterselskabsformen blev skabt med det formål at styrke iværksætteriet ved at gøre det let og billigt at starte sin egen virksomhed. Erhvervsstyrelsens ”Analyse af iværksætterselskaber” fra 17. september 2018 har vist, at selskabsformen desværre i for mange tilfælde er blevet brugt imod hensigten.

Derfor har regeringen nu indgået en politisk aftale med Dansk Folkeparti om at afvikle selskabsformen Iværksætterselskaber. Samtidig nedsættes kapitalkravet for at stifte anpartsselskaber fra 50.000 kr. til 40.000 kr., så kravet kommer mere på niveau med de øvrige skandinaviske lande. Hermed sikres det, at der fortsat er gode muligheder for at oprette selskaber.

Loven, som afskaffer iværksætterselskabsformen og sænker kapitalkravet for anpartsselskaber fremsættes i dag d. 28. februar 2019 og træder i kraft dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende.